Jeg leger lidt med tanken om,
at du sover som en flagermus hængende fra loftet,
og jeg sover som et foster i en nygravid mave,
uanende om eksistens.
På gulvet i metroen er der blod,
jeg håber det kommer fra et uheld.
Jeg forestiller mig mange ting
Døden, tænker jeg,
er som en velfortjent lur efter en lang dag med ting, man skal.
Sådan en hest, der står ved et elektrisk stødhegn,
og bliver fodret mælkebøtter af modige børn,
vil jeg være.
Sød nok til at tage chancen, for på en måde,
morgenen er bedre med én, man elsker indenfor rækkevidde,
det samme er dagen og natten.
Men døden kunne også være en velfortjent lur
efter en lang dag uden ting, man skal.
Og sådan må man selv vælge, hvordan man ser på døden.
Og mange ser slet ikke på den,
og jeg har den langt ude i fremtiden,
og ved, den kommer som måske en konfirmation da man var barn.
men mig jeg tror ikke på ham i himlen
Men så bedte jeg alligevel meget til ham – som barn altså,
fordi jeg følte mig overvåget og besluttede mig for,
det var Gud, der var sur på mig.
Så snakkede vi tit om det, mens jeg cyklede hjem fra fritidshjem,
og så bad jeg ham også om, at jeg ikke havde nogle huller i tænderne,
fordi hvis der var noget, jeg var mere bange for end Gud,
så var det tandlæger.
En dag, da vi snakkede,
faldt jeg i et sving og hele mit knæ åbnede sig,
og jeg skulle på hospitalet. Jeg græd ikke,
for så ville han måske blive mere sur.
et bange barn blev til en bange voksen,
og hvordan jeg nok også bliver en bange gammel.
Jeg går tur i naturen og ser, den løbe, bare løbe sin gang.
I en indhegning ved strandengen dier en kalv på sin mor,
måske en tante.
Det er smukt og rent, bortset fra indhegningen.
Og jeg har haft for travlt med at være menneske til at se bladene skifte farve.
Men tænker alligevel, at det at gå under grønne blade
er mere gavneligt for det, der er indeni, end mine lykkepiller.
Og Peter siger, at jeg siger,
Ja, det forstår jeg virkelig godt hele tiden.
Tror bare virkelig godt, jeg forstår Peter.
Jeg vil bare gerne være noget for nogen,
Jeg spiser bare 2 måltider på en dag, men er stadig ikke tynd,
det gør mig ligesom alle mulige andre ting heller ikke til noget særligt.
Det er varmt, og jeg er forelsket,
og de to ting forstærker hinanden,
og jeg prøver bare hele tiden at finde på grunde til at røre dig.
Der sidder en myg på din hals, siger jeg, og stryger den.
Håber på rynker som barken på et træ,
åreringe er det eneste, jeg husker fra naturgeografi.
Og hvor meget ville man skyde min alder til at være,
hvis man skulle identificere mig?
Jeg forsøger at fylde min energi op med mig selv.
Jeg ønsker snart at opdage andre end mig selv.
Jeg håber at finde én, der kender mit mørke uden at bruge det imod mig.
https://soundcloud.com/search?q=fungleunger%20anapi - kom nu lidt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar